Fædre og sæbebobler

Jeg ser ofte noget, som glæder mit hjerte. Jeg ser også ting, som gør mig trist, men det skal jeg ikke skrive om denne gang. For her vil jeg nævne noget, jeg for nylig iagttog: En lille familie kom gående nedad en bakke (ja, en bakke – her i Danmark!). To halvstore børn og forældrene. Far havde tydelige problemer med en fod, så det gik ikke så hurtigt med ham. Og efter en stund satte han sig på en stor sten, mens de andre fortsatte nedad. Da de kom ned på sletten, begyndte den yngste at blæse sæbebobler. Lidt efter fik hun placeret sig sådan, at vinden førte sæbeboblerne opad mod far, som sad på stenen et stykke ovenover. Først sad han bare der, og så ud til at have nok med sig selv. Men så tog han sin mobil op og tog billeder af sæbeboblerne.

Senere så jeg dem igen, og da gik de sammen, alle fire. Sagte, sagte.

”Lykkelig er den, som har en far, som tager billeder af sæbebobler,” tænkte jeg. Ja, jeg tror det faktisk. Uden at jeg ved mye/meget om denne familie, så tror jeg på det, jeg skriver nu og ved, at der også ligger nogen ønsketænkning bag. Men en far som ser og deler barnets glæde over sæbebobler og tager billeder af det, han har også evnen til at se andre ting, tænker jeg…

Jeg havde - og har en far, som tog billeder og lavede albums til os søskende. Det er jeg taknemmelig for. Og jeg har en far som strøg mig over håret og nakken, når jeg sad med lekser/lektierved bordet i stuen. Det vil jeg altid takke min Gud for. Da han var min klasselærer i nogle få fag i folkeskolen, så jeg også, hvordan han kunne snakke med vanskelige elever om deres adfærd og valgmuligheder, for det har vi jo alle. Han hævede aldrig stemmen, eller så sint/vred ud. Nej, han snakkede med dem. Rolig. En af de ”umulige” sagde senere, at det var far, som havde hindret, at han havnede langt ude på skråplanet. Og det kan nok være tilfældet. For de milde ord og de bløde hænder udretter som oftest mere end de hårde ord og slag.

Ja, jeg er selvfølgelig klar over, at enkelte mener, at man ikke skal fremhæve sine nærmeste. Jeg er uenig i den holdning. Vi skal sige det, som er sandt og positivt, og gerne give ros og opmuntring. I min verden og i mit hoved er det DET som fremstår som rigtigt - kort og godt. Og kan vi ikke sige noget positivt om enkelte af vore medmennesker, så kan vi måske sige mindst muligt!

Det var bare det jeg havde på hjertet denne gang, efter at have set sæbeboblerne, som blev fotograferet.

                                                                                                                                Helga Helga

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen