Bedstemors smuler/krummer var også brød...

Hver gang jeg skærer brød, og der bliver liggende nogle krummer på skærebrættet, går tankene til min mors mor, bedstemor i Heggvika. Bedstemor med det lange, glatte hår, som nåede hende til midt på underbenet, når det var slået ud. Lille bedstemor med forklæde og brune hverdagssko samt hækling eller strikketøj mellem hænderne, når hun satte sig i en stol. Eller billeder og forstørrelsesglas. Hun var vældig glad for at studere billederne, vi havde med. Bedstemor med en lille indkøbspose på hjul til varer og post. Som barn syntes jeg, det var eksotisk og næsten ikke til at tro, at bedstemor ikke kunne cykle (hun havde måske aldrig prøvet det...). Men ro, det kunne hun. Og malke køer og klappe kalve, og bage store brød, som blev lagt i et trug. Og hun kunne tænde op i ovnen og bære vasketøjet ned til bækken for at skylle det der. Og ingen, absolut ingen kunne koge makaroni som bedstemor. Måske var hun ekstra gavmild med smør efter kogningen? Muligvis var hun også en af de bedste til at koge vandgrød. Jeg var altid mere begejstret for den end for den mere eksotiske rømmegrød, som de fleste andre sætter højest.

Jeg kunne have fortalt meget om bedstemor på den stejle, lille gård ved fjorden. Der går ikke så lang tid mellem, jeg hver gang associerer med et eller andet fra barndommens ferieland og – sø. Vi var ofte mange rundt om bordet. Forældre, brødre (lillesøster blev først født, da jeg nærmede mig 16 år), søskendebørn, tante, onkel, bedstemor og bedstefar. Og bedstemor skar brød op på sin specielle måde, ofte med brødet løftet op i hånden. Skiverne var altid ganske lange. Men det, jeg ville minde om denne gang, og som vi søskende endnu snakker om, er, hvordan bedstemor samlede krummerne i sin hånd og spiste dem. Hun brugte den tid, hun behøvede for at samle dem sammen. Næsten andægtig, har jeg tænkt nu siden. Og ja, det er ikke så sjældent, at jeg gør det samme.

Der stod altid en tom melpose eller to på den ene ende af den lange bænk ved bordet. Det var bedstemors skraldespand, kan man sige. Der var virkelig ikke meget, som blev kasseret, men lidt blev der jo. Ved siden af melposerne, oppe på bænken lå der en nøgle af små stykker snor og bånd. Når bedstemor skulle fryse fisk eller kød ned, bandt hun lidt snor rundt om papiret. Og siden skulle snorene genbruges. Og genbruges. Selvfølgelig.

Jeg har forsøgt at tage vare på mange af bedstemors værdier og deler nok også hendes enkle forhold til materielle ting. En anden side, jeg satte ekstra stor pris på, var, at hun var så almindelig. Der var ikke meget ”krukkeri” eller forfengelighed over hende, nej. Hun var den, hun var. Ikke fuldkommen - heller ikke hun, men hun gik til sin Gud med sine svagheder og sine suk og sin omsorg for os alle.

Da de sent i livet måtte flytte fra deres hjem, tog hun også det med sin vanlige ro. Og hun fortalte mig, at hun oplevede det som om, Gud mindede hende om trøstevers efter trøstevers fra Bibelen de første dage og nætter efter opbruddet. Så hun hvilede der, foran ukendt fremtid, i tillid til Ham, som ser længere frem...

                         Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen