Ola

Der er mangt og meget og mange mennesker, som er med til at gøre os til den, vi er, og den vi ønsker at være. Nogen kommer og går, men var vigtige de timer eller uger, de var i vort liv. Andre er der hele tiden og har været blandt de vigtigste. Denne gang vil jeg skrive om en, som var der hver dag i to måneder den sommer, hvor jeg nærmede mig 18 år. Og han blev vældig, vældig vigtig for resten af mit liv og for mange af dem, som har mødt mig senere. For jeg har lært og forsøgt at tage med mig, livsvisdom, vaner og en speciel ro, som han omgav sig med og delte.

Tidligere i denne uge så jeg dødsannoncen, som fortalte, at vor alles Ola Bergaplass var ”sovet stille ind”, 96 år gammel på Ål i Hallingdal.

”Tak for det liv, du levede

og alt, du var for os”,

skriver børn, børnebørn, oldebørn, søskende og øvrige familie. Og selv om Ola var gammel, blev jeg usigelig berørt af at se, at han var flyttet hjem til Jesus. Jeg ringede til ham en tid efter, at min bog ”Kveldstanker” kom ud i Norge for få år siden. Ville fortælle, at jeg havde nævnt ham flere steder i bogen, og jeg sendte den selvfølgelig til ham. På forhånd havde jeg snakket lidt med en af døtrene, og hun fortalte, at Ola stadig blev opsøgt af folk, som ville snakke med ham på tomandshånd og søge råd. Han havde stor og vid livserfaring - på godt og ondt. Men han havde først og fremmest et helt specielt nærvær og en indre og ydre ro. Det er vanskeligt at beskrive ham rigtigt og godt nok, for jeg kan ikke sammenligne ham med nogen anden. Han var helt sin egen og helt sig selv. Og det var så velsignet godt at være i hans nærhed.

Vor nabo i Trøndelag havde læst om det kristne turisthjem Vats i Hallingdal. Da jeg nævnede, at jeg håbede på at få mig et sommerjob, nævnede hun Vats. Jeg skrev et brev, og pludselig var jeg servitrice, andagtsholder og lidt underholder langt hjemmefra. Jeg fik venner for livet blandt gæsterne fra Bergen, Fredrikstad, Kristiansand og resten af landet og fra Sverige og Danmark. Og jeg blev kendt med Olas mor, lillebitte ”Gomo”, som boede i et lillebitte hus ved turisthjemmet. Der bad hun til sin Gud for gæster og ansatte. Men først og fremmest mødte jeg Ola og hans vejledning og forståelse, hans humor og lune latter. Og jeg har adopteret hans vane med at sende en ”madpakke” med gæsterne i form af et ord fra Den gamle bog. De som skulle rejse, de som skulle gå i fjeldet eller bare hvile – alle fik et trøsteord med sig eller et hvilevers fra Bibelen, sammen med brød og anden madpakke.

Mit liv blev rigere ved, at jeg mødte Ola Bergaplass og mødte ham så tidligt i livet. Fred over hans gode minde. Helga H.

Tillæg: Tora fra Danmark var Olas sidste hustru, og han boede med hende i Danmark i flere år, før han blev enkemand. Mange af sommervikarerne på Vats var også fra Danmark. I fjor mødte jeg en dame i Vestervig. Hun fortalte, at hun havde arbejdet i Norge en tid. Efterhånden forstod vi, at vi begge havde arbejdet hos Ola i Hallingdal! Vi var begge så glade for Ola og stedet, at det føltes helt utroligt at møde en anden, som havde arbejdet der og oplevet det lige så positivt.

Helga

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen