Små historier – og Hagar

”Fortæl den en gang til!” siger barnebarnet. Jeg har netop fortalt en lille historie, måske fra da jeg selv var barn. Og nu må den gentages. Og gentages. Og måske må den gentages, også når forældrene kommer hjem. Han har helt tydeligt glæde af at lytte og sætte sig ind i historien. Og jeg har glæde af at fortælle, men allermest af at se hans iver og interesse.

Af og til laver børnebørn og jeg historier sammen. Den ene starter med at skrive en sætning. Så skriver den anden næste sætning, og sådan går det videre. Og man kan aldrig vide, hvordan eventyret udvikler sig, for fantasi og uventede ideer kan rumme så meget.

Jeg ser forresten af og til at mine sætninger og afslutninger er mindre dramatiske end børnebørnenes. Jeg tilhører jo ”rolige-fortællinger-med-kakao-til-slut”-generationen. Til gengæld har jeg aldrig læst kriminel-litteratur. Det har børnebørnene nok heller ikke, men de tilhører tidsmaskine- og Lego-kriger-generationen. Så det gør ikke så meget, om nogle af vore eventyr-figurer bliver vældig skadede eller det, som er værre. Mine dæmpede forslag til formildende fortsættelser er helt unødvendige (for dem).

”Det var ikke din tur nu, bedstemor!” Så historierne bølger videre. Fortællerglæden har vi fælles, og glæden over samværet.

Jeg har mange gamle og nyere fortællinger, som beriger mig. De kan være fra Bibelen, fra andre bøger eller også fra mundtlige kilder. Der kan være fortællinger, jeg nærmest længes efter, når der er gået lang tid siden, jeg læste dem sidst. Og selv om jeg næsten kan dem udenad, så bliver jeg berørt og bevæget, når jeg læser dem. ”Tak, Jesus!” siger jeg både højt og indvendigt.

En af de bibelske historier, som gør stort indtryk på mig, er historien om Hagar i 1. Mosebog.

Da gamle Sara ikke selv kunne få børn, bad hun Abraham skaffe hende et barn gennem den ægyptiske slavekvinde Hagar. Hagar blev gravid, men Sara følte nu, at trælkvinden så ned på hende, så hun klagede til Abraham. Efter dette var det Sara, som opførte sig dårligt overfor Hagar, så Hagar flygtede ud i ødemarken. Så kommer det:

”Herrens engel fandt hende ved en vandkilde i ørkenen” (1.Mos.16, 7). Englen spørger nu, hvor hun kommer fra, og hvor hun har tænkt sig at gå hen. Hagar fortæller, at hun er flygtet fra Sara. Englen kommer med mange løfter til hende og hendes søn, og han beder hende vende tilbage til Sara. For Herren kender hele situationen, siger englen. ”Herren har hørt, at du blev ydmyget” (v.11).

”Da satte hun dette navn på HERREN, som havde talt til hende: ”Du er en Gud, som ser mig”. For hun sagde: ”Har jeg virkelig set Ham, som ser mig?”” (1.Mos.16, 13).

Hendes problemer var ikke borte. Der ligger ingen snip-snap-snude i denne fortælling.

Men Hagar vidste nu, at Gud så hende og kendte situationen, og at Han havde omsorg for hende.

Det er jo sådan det er, også i vore hverdage og livskampe. Der findes sjældent nogle genveje til ”evig lykke” og et problemfrit liv. Men vi skal finde hvile i, at vi har at gøre med en Gud, som ser vore liv her på jorden og har omsorg og lider med os.

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen