Dristig godhed – og opmuntring

Jeg starter strøtanker med et citat, som helst skal læses to gange, før du går videre (som om jeg kan bestemme det)!

”En gang i hvert århundrede kan det ske, at et menneske bliver ødelagt eller bliver uudholdelig for sine omgivelser på grund af ros. Men mindst en gang i minuttet hænder det, at noget værdifuldt dør af mangel på ros,” sagde John Masefield (britisk forfatter, 1878-1967).

Ja, dette er en af mine hjertesager. Alt for megen ros og opmuntring bliver desværre holdt tilbage mellem os. Hvad skal det bruges til alt det positive, som aldrig bliver sagt eller skrevet? Nogle gange bliver det måske sagt til andre, og det er jo bedre end ingenting. Men tænk, om det kunne nå den, det gælder som en uventet opmuntring på en grå dag, måske (hvad ved vel vi?).

”Uha, jeg er så beskeden. Jeg kan ikke få mig selv til at sige sådan til folk,” siger mange.

Andre mener, at ros og opmuntring kort og godt er unødvendigt. ”Vi voksede da også tidligere op, uden at der var så megen ros.” Og ordet ros udtalt næsten som noget stygt.

Jeg er så inderlig uenig i sådanne udtalelser. Og selv om der var for lidt ros ”før i tiden”, er der ingen grund til, at vi skal tillade ”mangelsygdomme” og usikkerhed i vore dage. For der er ingen som helst tvivl om, at positive tilbagemeldinger og sund og sand opmuntring og ros virker positivt på et menneske. Det bidrager til glæde, tryghed, øget indsats der hvor det behøves - og jeg gentager: tryghed.

Dette er så selvsagt at det næsten føles dumt at skrive om det (igen). Og samtidig: Der er så alt for mange, som har historier om unødigt og ufortjent utryghed og dårlig selvfølelse og selvværd. Og der er så alt for mange, som har oplevet og oplever, at de ikke bliver set. ”- mindst en gang i minuttet hænder det, at noget værdifuldt dør af mangel på ros,” sagde Masefield. Ja, mindst!

Jeg siger ikke, at vi skal rose og smiske og nærmest applaudere hinanden i overstadig stemmeføring. Nej, jeg opmuntrer (igen) til større frimodighed og mod til at give medvandrere sand og sund tilbagemelding. For det skaber tryghed. Og hvorfor skal vi ikke sige det, hvis vi synes, at nogen er ekstra gode/dygtige til noget, eller har syet sig en ekstra fin dragt, eller bagt en god kage, eller gået en ekstra krævende tur, eller hjulpet andre langt over evne, eller taget en klædelig hat eller kåbe på, eller skrevet noget fint i Menighedsbladet, eller skrevet noget opklarende i en orientering fra andelsbolig-selskabet, eller været dygtige til at træne efter en operation, eller de bare kort og godt er søde og venlige/gode? Hvorfor skal vi ikke sige det, vi tænker positivt om andre? Det bliver jo så meget bedre, hvis vi øver os på at leve lidt mere generøse og dristigere.

”Våg og vær dristig god!” skrev biskop Sigurd Lunde i sin tid (1916-2006). Bedre kan det ikke siges. Fortsat god sommer – og god træning (i dristig godhed i mange varianter)! Dette er ikke ment som pegefinger-skriverier eller påbud. Det er bare en lille påmindelse - til os.                                                                                                                            Helga H

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen