Samvittighed og oprydning

Jeg var med hende på kirkegården en gang for 10-12 år siden. Hun havde mange grave at passe/holde. Ikke bare gamle, barnløse tanters og onklers grave, men også mor og fars og hendes eneste søsters. Hun sagde ofte, at hun blev trist og provokeret af, at så mange stadig klager over og kritiserer nære slægtninge.

”Jeg ville have givet meget for at have mor eller far her i nogle timer, eller dage. Eller min lillesøster.

Hun nåede ikke at blive 30 år...”

Vi gik videre med vandkanderne der på den store kirkegård nogle mil udenfor Oslo. Og hun fortsatte: ”Da mor fik kræft første gang, troede både hun selv og vi andre, at hun ville dø. Og da hun var allersvagest, ville hun snakke med mig og min søster en dag. Virkelig snakke. Snakke dybt. Og så begyndte mor at bede om tilgivelse for flere episoder, som hun ved eftertanke havde indset var forkert mod den ene af os eller mod os begge. Vi oplevede det fint, at hun ville ”rydde op” og også lette sit hjerte og sin samvittighed. Samtidig blev vi lidt overraskede. De episoder, mor havde mest ondt af, var måske ikke de episoder, vi havde tænkt på som ekstra belastende eller uretfærdige mod os. Men hendes åbenhed og vilje til at snakke gjorde jo, at vi søstre også kunne nævne de ting, som plagede os mest. Så der kom trods alt meget godt ud af det. – Men nu fik vi jo heldigvis lov til at beholde mor i mange år efter dette.”

Jeg har tænkt meget på denne samtale i tiden derefter. Og jeg tænker stadig, at den er en vigtig påmindelse i flere retninger. Det ene er selvfølgelig taknemlighed over dem, vi har og kan være sammen med af vore nærmeste. Jeg har lyttet til mange komplicerede familieforhold og ved, at det ikke er så enkelt overalt. Men de fleste af os har nogle, vi kan glæde os sammen med og takke for.

Det andet er dette med at få snakket ud om det, som er vanskelig, og det som gjorde, at kontakten blev dårlig(ere) en gang for længe eller kort tid siden. Ja, det kan være tungt, krævende og føles omtrent umuligt. Men samtidig... Det værste, som kan ske, er vel egentligt, at ting forbliver uforandret. Det bedste, som kan ske, er, at der kommer forståelse og nyt lys over det, som har ligget som mørke skygger over dage og år.

Enkelte føler, at de ikke magter at snakke. Og det er som regel uvant at snakke om egne sår og sår, man har påført andre - måske specielt for dem, som allerede har levet et langt liv. Jeg giver ofte råd om at skrive nogle sætninger, når samtale synes umuligt. Alt er bedre end at lade det onde ligge. Der kan være mange grunde til, at ting blev, som de blev. Og måske kan samtalen åbne for større forståelse både for egne og den andens reaktioner og handlingsmønstre.

Det gør ondt at rense sår, men det bliver bedre bagefter…                    

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen