Livsvandring og -terræn

Mindst to gange har mine kære små forsøgt at overbevise mig om, at de ville lære mig en ”genvej”, som viste sig at være en del længere end den egentlige vej. Først var jeg lidt usikker: Måske har han/hun lært en genvej? ”Er du sikker på, at dette er en genvej?” Men efterhånden kom tvivlen (hos mig, ja), og også latteren. For vejen blev bare længere og længere. I det ene tilfælde fik jeg forhindret, at vi virkelig kom på langtur.

Jeg tænker lidt på disse episoder nu – i forbindelse med vore liv og vore livsveje. Enkelte idrætsudøvere siger at ”alt er kørt på skinner dette år”. Da tolker jeg det, som om de næsten har kunnet tage ”genveje” fremad og opad i deres karriere. Andre møder modgang og problemer og siger omtrent det modsatte, når de bliver interviewet ”Nu må det snart være min tur til at lykkes og få fremgang”.

Livet byder sjældent på genveje. Vi må som oftest gå de veje, vi må gå. Nogle gange ser vi lidt af vejen - i hvert fald frem til næste sving. Andre gange ser vi ikke vejen, men må vandre videre alligevel. Andre gange deler vejen sig i to eller tre, og vi må vælge videre retning. Andre gange virker vejen ufremkommelig, men der findes ingen alternativer. Vejen fremover går i det krævende terræn.

Da jeg boede i Lofoten, var jeg med på ”Ti på top”. I løbet af nogle sommermåneder skulle jeg bestige mindst ti af fjeldtoppene på Vestvågøy og få forskellige stempler som bevis på hver top. Til sidst fik jeg et bevis på indsatsen. Jeg husker, at jeg havde store problemer med at finde frem, specielt den ene gang. Jeg troede, jeg gik rigtig, men så var det måske bare et fårespor, jeg fulgte. Og jeg syntes, at jeg så stemplings-stedet, men så var det bare nogle sten på en anden bakketop. Og jeg gik og gik, op, til siden, lidt ned, fordi det var for ujævnt/næsten ufremkommeligt, op igen... Til slut fandt jeg det rigtige sted på den rigtige top. Jeg kan endnu huske, hvordan jeg håbede og bad om at møde et menneske der oppe eller finde en tydelig sti, som gjorde mig tryg ved, at dette var vejen.

Nogle gange kan det også føles lidt på samme måde - at være en livsvandrer. Og tanken kan komme: Tænk, om en som kender området/terrænet, en ”livets fjeldvandrer”, kunne have peget på den rigtige vej til den rigtige fjeldtop - helst så hurtigt som muligt. Da havde det måske været muligt at gå den sti, som krævede mindst og gav færrest skrammer og plaster-behov. Men det er ikke sådan, det fungerer her på jorden. Genveje findes som regel ikke. Og dem, vi tror, vi ser, viser sig måske at være det modsatte. Så gælder da bare det ene: At gå den vej vort hjerte og vor samvittighed vælger. Uanset stigning. Uanset snefygning. Uanset dårligt lys. For ”vejrforhold” og sværhedsgrad kan variere her på jorden. Hvil dig lidt undervejs, også du!                                                                              Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen