Smittende begejstring – og ordløs bøn

Jeg læste som såkaldt privatist (læste alene, eksamen i alle fag) til gymnasiet med matematik og fysik som hovedfag. Efter at have siddet på mit værelse - delvis ved hjælp af brevskole, rejste jeg ind til byen/byerne for at tage mine 17 eksaminer (15 i Trondheim og to i Oslo). I flere fag brugte jeg altså brevkursus og læste kommentarhæfter, skrev besvarelser og sendte ind. I nogle emner havde jeg kommentarhæfter af meget inspirerende lærere. Ikke mindst i norsk, husker jeg. Og lærerens begejstring over faget smittede sikkert brevkursuselever over hele landet. Pludselig var jeg interesseret i emner, jeg ikke vidste, jeg var interesseret i. Sådan kan det gå, når man møder formidlere som selv er begejstrede ”smittespredere, som smitter folk med litteratur” (udtryk brugt om Johannes Møllehave). Jeg husker ikke, hvor langt min begejstring for Henrik Wergeland (1808-1845) var kommet før disse hæfter, men den blev i hvert fald ikke mindre af dem. Og jeg kunne være kommet med mange andre eksempler.

Både før og efter privatist-hæfterne, lyttede jeg til min sommer- og formidlingsonkel Jon. Han har også begejstringens nådegave. Det kunne være historie, digte, viser, ny lærte engelske gloser (!), natur, dyr eller brændehugning. Begejstringen var så stor, at den smittede af omkring ham, om vi ville det eller ej. Senere har der været mange både forfattere, præster, foredragsholdere og medvandrere på andre arenaer. Det gør så godt at møde opfyldning, begejstring, smitte og livsglæde i de forskellige sammenhænge.

En af mine veninder siger af og til, at ”nu vil jeg fortælle jer en historie”. Og så tager hun den tid og den plads, det kræver at fortælle til os, som sidder rundt om hende. Jeg bliver helt varm om hjertet, hver gang det sker. Det er så fint, at hun bruger sin frimodighed på denne naturlige måde og deler med os. Så kan vi berøres, kommentere, diskutere – og måske dele med andre ved en senere anledning.

Efter at jeg flyttede til Danmark, har jeg læst en del af/om ”hele Danmarks præst” og tusindkunstner Johannes Møllehave (f.1937), som ”altid er parat til at blive forundret”. Og blive begejstret, kan vi trygt tilføje. Han opdager så meget godt, vigtigt og spændende, at han formidler i alle retninger, havde jeg næsten sagt. Også når de mørke skygger truer med at omslutte ham, løber han nærmest ind i solopgang, hverdagsglæder og taknemlighed. Og han fortæller utrætteligt at lyset, blomstene, glæderne, tilgivelsen og Gud er der.

Jeg vover (næsten) at skrive - lidt ubeskedent, at jeg takker min Gud, som gav mig en smule af samme glædeskilde og –evne. For det er en gave, tænker jeg (lidt ydmyg er jeg da!). Gave, og lidt bestemmelse. Man kan vælge at takke for det, som trods alt er godt, også når hjertet græder og livsvejen går i ujævnt terræn. Og når man ikke magter at gøre så meget, hverken sådan eller sådan, kan man læne sig indtil Glædens Herre. Han hører både vore suk, vor ordløse bøn og vore begejstrede udråb.    

                                                                           Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen