Æg, høns, historier og en større verden

”Når man er sammen med børn, dukker ens egen barndom op. Min første erindring er, at jeg står og glor på en høne. Dens mærkelige hovedvrid får mig til at le. Jeg har set et billede fra mit møde med hønen. Men jeg husker det skam helt ned til lugten af hønsemøg”, skriver den danske præst og forfatter Johannes Møllehave (”Som en springende hval. Velsignelser og forbavselser”). Og han fortæller videre fra gåturen med et lille barnebarn på skuldrene og om barnebarnets jubelskrig, når han ser en hane, en kattekilling eller en busk.

Jeg syntes altid, det var spændende, at samle æg ind fra hønsehuset. Nogle gange var æggene varme. Og en gang, jeg var på besøg på gården hos Oline, var det ene æg blødt! Skallen var ikke skal på sædvanlig måde. Det gjorde indtryk! Jeg fik jo en forklaring og ved nu, at skal-kvalitet har med foder og fodring at gøre. Men som sagt: Oplevelsen gjorde indtryk.

Senere har børn og børnebørn haft deres høne- og haneoplevelser. Sidste gang, jeg stod og betragtede høns, stod jeg sammen med barnebarnet Endre. Det var koldt med lidt vind, der hvor vi stod denne februar dag, så jeg gjorde flere forsøg på at få den toårige interesseret i andre ting også. Vi havde jo lånt en sparkstøtting, en lille sneskovl og mere til. Men nej. Vi måtte tilbage til hønsene igen og igen. Han blev aldrig træt af at se på dem. Og jeg må tilstå, at jeg forstår ham. Jeg synes kort og godt, at hønsenes hovedbevægelser og deres balance på et ben er underholdende.

Da vi kom hjem fra Kenya i 1991, boede vi på en gård i et halvt år, og døtrene fik mere og mindre et ejerforhold til hver sin høne, selv om hønsene skulle bo og være i daglig pleje hos Oddbjørg. Da vi flyttede fra gården, blev hønsene tilbage. Vi kan vel sige, at de på en måde fortsatte med at bo der som i ”familiepleje”. Så vi har også hønsebilleder blandt børnebillederne. Og vi har mange billeder af den kattekilling, vi lånte i nogle dage. Den vendte op og ned på vor tilværelse, så længe det varede og sendte tankerne tilbage til min barndoms Monsine, som var min egen mageløse, kloge og smukke kat.

”Min egen verden blev større af, at jeg hørte min mormors fortællinger, så der ligger en dyb forpligtelse”, siger fortælleren Møllehave. Og han fortsætter: ”Hvornår blev verden størst? Det gjorde den, når man sagde: Fortæl en historie, og nogen var rare nok til at gøre det.”

Min verden blev også større af, at andre fortalte historier. Og det forpligter, som Møllehave siger. ”Fortæl endnu en historie!” siger børnebørnene. ”Så må jeg tænke lidt først”, siger jeg, efter at mange historier allerede er fortalt, og mange historier er digtet. ”Så må du ikke tænke så længe. For jeg vil høre endnu en historie!”

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen