Øjeblikket

”Øjeblikket er dette tvetydige, hvor tiden og evigheden berører hinanden”, sagde Søren Kierkegaard (1813-1855) i sin tid. Kloge, dybe Kierkegaard skrev for øvrigt også en hel skriftserie som hed Øjeblikket. Intet mindre end 10 bind! Ja, det kunne vel kun han gøre, han som både var teolog, filosof og psykolog, kan vi tænke. Vi andre føler måske, at vi har mere end nok med hverdagstanker og livets krav. Og sådan går nogle dage...

Og samtidig: Er det ikke netop i hverdage på godt og ondt og midt i livets krav, at øjeblikkene bliver ekstra værdifulde? Disse små glædes øjeblikke og stjernestunder og de små overraskelser i positiv retning? Disse øjeblikke, hvor tiden står stille, og vi lytter, ser eller sanser noget, som beriger vort liv. Har vi tid til at opleve øjebliks-gaver? Eller skal vi stille spørgsmålet: Har vi råd til at lade være?

Øjebliksglæder har for øvrigt ikke noget med vor situation at gøre. Vi kan være tynget af sorg, eller slidte af smerter, eller fuldt optaget i hoved og krop. Men så tvinger den sig frem, bevidstheden om dette ene øjeblik. Det kan være en strofe fra en fugl i nærheden, eller synet af en ørn der højt oppe, eller duften af blomstring, eller et smil udenfor kirken, eller lyden af en kær stemme, eller synet af en lille blå båd. Eller det gode trøsteord fra Romerbrevet 8, 38-39. Eller den fine aftenhimmel i regnvejr. Nu har jeg nævnt nogle af mine stop-op-øjeblikke fra de sidste dage. Du har dine. Måske sidder de langt fremme i hukommelsen. Måske må du stanse op et øjeblik for at finde dem. Det er heller ikke så dumt: Et øjebliks øjeblik-repetition.

”Jo ældre man bliver, jo mere føler man, at det at nyde øjeblikket er en nådetilstand, en gylden gave”, sagde Marie Curie (1867-1934, polsk/fransk fysiker, dobbelt nobelprisvinder). Jeg bevæges af, at den aktive og usædvanlig dygtige Madame Curie snakker om noget så enkelt og hverdagsagtigt som at nyde øjeblikket, og at hun omtaler det som nåde og gave. For det er jo det, det er.

Håber ikke dette blev tørt og teoretisk, for jeg mente at dele bevidsthed om gave-øjeblik og glædes-plukning. (Og for ikke at blive taget for at være ekstra kundskabsrig, fortæller jeg gladeligt og ærligt, at jeg slår op på årstal og lignende, for at få det korrekt. Jeg går absolut ikke rundt med alle oplysninger opbevaret inde i mit hoved. Men jeg er lærerdatter og lærer, så jeg er flink til at finde kundskab frem fra atlas, gamle leksikon, computeren og levende kilder).

Jeg startede denne gang med Søren Kierkegaard. Han skal også få de sidste ord: ”Livet kan bare forstås baglæns, men det må leves forlæns.” Lykke til, både med livet og forståelsen!

Helga H.

Dansk oversættelse: Karen Margrethe Christiansen