|
SPØRGSMÅL 4
Skal vi have flere vindmøller og solcelleparker på Thyholm?
|
![]() |
V – Venstre |
På Thyholm har vi været med fra starten når det gælder opsætningen af vindmøller. Helt tilbage fra tiden hvor man fandt af at udnytte vinden til at trække tærskeværket på gårdene mm. til i dag hvor de store effektive vindturbiner laver strøm til det danske elnet.
Skal vi have flere? Ikke for min Skyld. Men jeg synes vi skylder hinanden at se på mulighederne de steder hvor der i forvejen står gamle møller.
Her er vi vant til at se på dem og mulighederne for at kunne sætte nye og mere effektive møller op bør være en overvejelse værd.
Byrådet har i denne periode udarbejdet nogle værdier, som ve-projekter gerne skal kunne tilgodese for at få tilsagn om videre sagsbehandling i vores planafdeling. Her er det ikke mindst involveringen af det lokale område og borgerne som bor der.
Det er vigtigt for mig, at projektudviklere forholder sig til netop det.
Et af problemerne ved en udskiftning, er at møllefabrikanterne konstant har fokuseret på at gøre møllerne større og mere effektive. Men vi er nødt til at få nogle modeller som også kan passes ind hvor vi har mulighederne på land.
Solcellerne har jeg det meget ambivalent med. Ve-energi er jo meget godt. MEN!
Jeg synes ikke de skal stå på god landbrugsjord, og fortrænge en landbrugsproduktion som jo er det primære i størstedelen af vores område.
Solceller hører først og fremmest til i og på industriområder. Gerne på tage eller som overdækning. Lydafskærmning ved store veje kunne også være en god mulighed.
Et solcelleprojekt vil ellers blive sat i samme vurdering som ovennævnt med mølleprojekterne. Men jeg skal være ærlig at sige, at jeg er ret kritisk for markprojekterne. Det er jo meget store tekniske anlæg, som vi skal forholde os til i rigtig mange år.
Venlig hilsen
John Vangsgaard
Byrådsmedlem og kandidat nr. 6 på venstres liste ved kommunalvalget 2025
---------------------------------
|
![]() |
F – SF socialistisk Folkeparti |
- Jeg kan ikke udelukke at der vil komme flere VE-anlæg
- Det er yderst vigtigt at de borger der bliver generet af disse VE -anlæg , bliver indraget tidligt i forløbet.
- SF mener at der underforudsætning af at landskabet er egnet til det, og naboer ikke generes væsentligt, kan etableres VE-anlæg
Venlig hilsen.
Anne K B Petersen
---------------------------------------
|
![]() |
Æ – Danmarksdemokraterne |
Vi mener, at der kun bør opstilles solcelleparker og vindmøller på Thyholm, hvis det ikke er til gene for de mennesker, der bor i nærheden. Grøn energi skal ikke ske på bekostning af borgernes trivsel og tilfredshed.
---------------------------------
|
![]() |
A – Socialdemokratiet |
I forhold til at jeg tidligere har kæmpet mod at der stilles borgernære vindmøller op, vil det blive et nej herfra... Thyholm er en forholdsvis lille halvø med så meget natur og hvor folk bor spredt og det egner sig efter min mening sig ikke til vindmøller. I Lyngs var der en dialog inden og forholdsvis enighed. Dette var der ikke da vi kæmpede mod opsætning af kæmpe vindmøller nær det gamle kalkværk. Glad for de ikke kom op. Solceller synes jeg skal placeres på tage mv og ikke i landskabet. Grøn energi er godt men skal opsættes med respekt for både natur og mennesker.
---------------------------------
|
![]() |
C – Det konservative Folkeparti |
For mig at se, skal vi slet ikke have solcelleparker og det er der flere grunde til.
Solcelleparker skæmmer i landskabet og er ofte blevet placeret på jord, som kan drives i almindelig landbrugsproduktion.
Når der produceres strøm vha. solceller er det ikke særlig effektivt, da vi har mange mørke timer i vinterhalvåret, sammenlignet med vindmøller som jo næsten altid laver strøm, her hvor vi bor.
Der er også den hage ved det, at solceller i mange tilfælde larmer mere end man skulle tro, især hvis det er en type som drejer med solen for at flest mulige solskinstimer.
Vindmøller derimod, dem tror jeg godt, vi kan finde plads til nogle stykker flere af.
Det er dog meget vigtigt, det bliver under hensyntagen til de omkringliggende huse og ejendomme.
Det skal måske være muligt, som nabo at kunne komme med i projektet og derved have chance for at få noget økonomisk ud af at bo nabo til møllerne.
Så, måske ja tak til vindmøller men nej tak til solceller.
Med venlig hilsen
Jacob Aarlit Gade
Byrådsmedlem, Det Konservative Folkeparti
Medlem af Økonomiudvalget
Medlem af Social- Sundheds- og Arbejdsmarkedsudvalget, SSA
---------------------------------
|
![]() |
B – Radikale Venstre |
Jeg bakker fuldt op om den grønne omstilling, men det er vigtigt, at vi gør det med omtanke og i tæt dialog med borgerne.
Thyholm er et mindre område, og nye vindmøller eller solcelleparker skal derfor altid planlægges med respekt for lokalområdet, naturen og naboerne.
Jeg mener, vi skal følge de retningslinjer, vi har vedtaget i byrådet for vedvarende energiprojekter, så udviklingen sker balanceret og med bred opbakning.
Venlig hilsen
Peter Vestergaard
Radikale Venstre
---------------------------------
Næste spørgsmål kommer på søndag.
Har du et spørgsmål, er du velkommen til at sende det til redaktionen@thyholm.dk.