SPØRGSMÅL 8

Spørgsmål 8 er stillet af ...

 

C – Det konservative Folkeparti
Jacob Aarlit Gade

Smerup
52 år
Projektko

 

Når vi får sammensat en ny kommunalbestyrelse, skal vi så tage spørgsmålet om placeringen af en ny genbrugsplads op igen?

(Der er så mange ubesvarede spørgsmål - bl.a. Hvordan kan Struer Kommune sælge 9.000 m2 til Nomi4S, når Kommunalbestyrelsen kun har godkendt genbrugsplads på 5.000 m2?

SVAR:

 

B – Radikale Venstre
Peter Vestergaard

Hvidbjerg/Semb
52 år
Familieplejer

Ja, absolut! Vi skal helt klart tage spørgsmålet om placeringen af genbrugspladsen op igen, når den nye kommunalbestyrelse er på plads.

 Radikale Venstre har fra starten været det eneste parti, der konsekvent har stemt imod den nuværende placering – og det står jeg fuldt og fast ved. Det giver ganske enkelt ingen mening at placere en genbrugsplads lige op ad et børnehus, hvor børn leger og sover til middag. Afstanden er minimal – kun omkring 200 meter fra krybberummet til Hindselsvej hvor der er længst – og det er uacceptabelt både ud fra et sikkerheds-, støj- og sundhedsperspektiv.

 Den eneste grund til, at denne placering blev valgt, er, at kommunen allerede ejer grunden, og derfor kan spare penge. Det er ikke en holdbar begrundelse for at gå på kompromis med børnenes trivsel og tryghed. Forældre, personale og forældrebestyrelse har gjort indsigelser hele vejen, men de er blevet overhørt.

 Jeg er glad for, at både Konservative og SF nu også har fået øjnene op for, at det her er en tosset beslutning. Det viser, at vi kan rykke noget, når vi står sammen om det, der giver mening.

 Så mit svar er et rungende JA – vi skal tage sagen op igen, og jeg vil kæmpe imod den nuværende placering til det sidste.

 Venlig hilsen
Peter Vestergaard, Radikale Venstre
---------------------------------------

V – Venstre
John Vangsgaard

Barslev
49 år
Svejser og salgsarbejde

Angående en mulig ny afstemning i byrådet om genbrugspladsen, mener jeg ikke at det bør være aktuelt, med mindre at der er tale om en markant udvidelse af selve genbrugspladsen og aktiviteterne omkring den.

At NOMI 4S måske vil vælge at købe 9.000 m2 i stedet for 5.000 m2 mener jeg primært skulle bunde i at man ønsker at tage mest muligt hensyn til naboerne, og dermed kan etablere bevoksninger og støjvolde samt det krævede hegn. Der har også været tale om muligheder for at tage besøgsgrupper ind fra børnehave og skole, da Nomi 4S netop gerne vil bidrage til børn og unges opfattelse af forbrug og genanvendelse.

 En ændring i salget af denne karakter, tror jeg ikke engang behøver byrådets videre godkendelse, da der på forhånd allerede skal laves miljøvurdering. Overholder virksomheden kravene og rammerne for påvirkning af naboområdet, mener jeg ikke sagen er længere.

Men jeg forstår da godt præmissen for spørgsmålet, og forsøget på at få debatten om genbrugspladsen frem i valgkampen igen.

Genbrugspladsen er den eneste i Struer kommune uden for Struer hvor mange andre borgere dermed har lang vej til nærmeste genbrugsplads. Den nuværende på Thyholm ligger centralt, men ønskes ikke overtaget fra NOMI 4S. Derfor efterspurgte de placeringen på Hindselsvej/Fabriksvej hvor kommunen har noget af det eneste egnede erhvervsområde til formålet. Sagligt, har jeg endnu ikke set noget, som skulle bringe mig i tvivl om godkendelsen af denne placering.

Jeg vil i øvrigt gerne sige, at jeg bakker op om de beslutninger byrådet tager og som jeg indtil videre altid har været en del af. Ønsker man at skabe valgkamp om en allerede besluttet sag er jeg bange for at vi kommer til at få en lang periode i byrådets fremtid op til kommunalvalgene, hvor beslutninger ikke kan tages -eller i værste fald, hvor vores borgere og virksomheder ikke kan regne med beslutningerne, da der kan gå valgkamp i dem. Det er ikke ordentligt eller rimeligt.

Med venlig hilsen
John Vangsgaard
Medlem af byrådet for Venstre i Struer kommune.
Medlem af Børn og uddannelsesudvalget
Medlem af Teknik, Miljø og Klimaudvalget
----------------------------------------

F – SF socialistisk Folkeparti
Anne K. Bøge Petersen

Floulev
61 år
Social- og sundhedsassistent, Familieplejer

Svar på spørgsmål nr 8

Ja. SF stemte jo imod. Men tænker alle gerne vil genbesøge den beslutning 

Venlig hilsen.
Anne K. Bøge Petersen
----------------------------------------

Æ – Danmarksdemokraterne
Mikkel Sommer Larsen

Søndbjerg
18 år
Studerende

Når den nye kommunalbestyrelse tiltræder, vil jeg forsøge at få genoptaget drøftelsen af placeringen af genbrugspladsen. Den nuværende placering, kun omkring 100 meter fra en børnehaves matrikel, rejser alvorlige spørgsmål om både sikkerhed og miljøpåvirkning. Trafik med tunge køretøjer og øget støjniveau udgør en risiko for børn og ansatte i institutionen. Samtidig kan støv, lugt og partikeludledning påvirke børnenes hverdag og sundhed negativt. Struer Kommune lægger i sine affaldsregulativer vægt på, at genbrugspladser placeres hensigtsmæssigt i forhold til omgivelserne, og det bør vi tage alvorligt. Med en ny kommunalbestyrelse ser jeg en oplagt mulighed for at gentænke placeringen i et bredere perspektiv. Jeg vil forsøge at rejse sagen, så vi kan få undersøgt alternative placeringer, der både sikrer god adgang for borgere og beskytter nærliggende institutioner. Det vil være et ansvarligt og fremadskuende skridt for både kommunen og borgerne.
----------------------------------------

 

A – Socialdemokratiet
Henriette Christensen

Hvidbjerg
59 år
Jobrådgiver, Jobcenter

Helt klart et stort personligt JA herfra.
I forhold til at jeg personligt synes at sagen slet ikke er belyst ordentligt og at der i befolkningen er stor modstand mod beliggenheden, synes jeg helt klart at det nye byråd skal gå en ekstra runde på dette. I forhold hvad Struer Kommune har solgt og er jeg ikke oplyst nok til at jeg kan gå ind i denne sammenhæng. Jeg er klar over at min gruppe har i første omgang stemt ja til genbrugspladsen, men jeg mener godt at vi igen kan se på sagen.

De bedste hilsner fra Henriette 
----------------------------------------

Næste spørgsmål kommer på lørdag 25. okt..
Her vil det være 
Peter Vestergaard der stiller et spørgsmål til de andre i panelet.
Har du et spørgsmål, er du velkommen til at sende det til redaktionen@thyholm.dk.