Hvidbjerg Bank A/S leverer fortsat vækst i 1. kvartal 2026
14-05-2026 21:00


Hvidbjerg Bank A/S leverer
fortsat vækst i 1. kvartal 2026


Hvidbjerg Bank fortsætter den positive udvikling i årets første kvartal og leverer et solidt resultat i et marked præget af faldende renter og hård konkurrence.

Hvidbjerg Bank har i de første 3 måneder af 2026 opnået et resultat før skat på 9,8 mio. kr., mod 11,9 mio. kr. i samme periode sidste år. Resultatet er primært lavere end sidste år som følge af lavere kursreguleringer på bankens værdipapirer. Resultatet før skat forrenter primo egenkapitalen med 12,6 % p.a og understøtter bankens ambition om at drive en sund og robust lokalbank med fokus på langsigtede relationer til privat- og erhvervskunder.

Det faldende renteniveau har lagt et pres på rentemarginalen, ligesom der også opleves stor konkurrence på udlån. Det har resulteret i både faldende renteindtægter og renteudgifter. Trods et faldende renteniveau og hård konkurrence på udlån har banken formået at øge sit forretningsomfang, hvilket afspejler en fortsat efterspørgsel efter bankens rådgivning og produkter. Nettorenterne er derfor steget med 0,7 mio. kr.

Gebyr- og provisionsindtægterne er steget med 1,5 mio. kr. i forhold til sidste år. Stigningen skyldes blandt andet høj aktivitet inden for rådgivning om bolig, pension, investering og daglig økonomi.

Samlet set udgjorde bankens nettorente- og gebyrindtægter 35,7 mio. kr. i 1. kvartal 2026 mod 33,3 mio. kr. året før.

Omkostningerne til løn og administration er steget med 10,7 %. Stigningen hænger sammen med målrettede investeringer i IT, kompetenceudvikling og anvendelse af AI der skal forenkle arbejdsgange og frigøre mere tid til personlig rådgivning for kunderne. Investeringerne er en del af bankens strategi
om kundefokuseret vækst.

Banken har i 1. kvartal 2026 haft indtjening på kursreguleringer på 0,5 mio. kr. mod 3,0 mio. kr. sidste år. Afvigelsen skyldes primært en negativ udvikling i bankens obligationsbeholdning, da renterne er steget på baggrund af den geopolitiske uro i Mellemøsten.

Hvidbjerg Bank har i de første 3 måneder af 2026 haft tilbage-førsler på nedskrivninger med 0,3 mio. kr. på udlån og garantier, hvilket kan henføres til enkelte eksponeringer der har artet sig bedre end forventet. Banken har fortsat foretaget et ledelses-mæssigt tillæg til nedskrivningerne på 12,9 mio. kr. til imøde-gåelse af tab på baggrund af den geopolitiske uro samt til landbruget relateret til klimaafgiften.

Udlånet er steget 11,7 % svarende til 114,1 mio. kr. i forhold til 31. marts 2025 og udgør nu 1.087 mio. kr. efter nedskrivninger. Udviklingen bekræfter, at bankens vækststrategi fungerer.

“Vores resultat og vækst giver os mulighed for fortsat at udvikle banken til gavn for kunderne. Vi prioriterer investeringer i IT og kompetencer, så vi kan frigøre mere tid til det, der betyder mest – nemlig den personlige rådgivning,” siger bankdirektør Jens Odgaard.