|
Juleoplevelse på Hindsels
Den anden weekend i november inviterer Katharina og Jacob indenfor til Jul på Hindsels. Her skal historiske rammer, godt håndværk, lokale produkter og julestemning gå hånd i hånd – og samtidig bliver arrangementet et af de første konkrete skridt i arbejdet med at skabe mere liv på Herregården Hindsels.
Herregården Hindsels har været i familien gennem generationer. Nu er 6. generation klar til at skrive videre på historien.
Katharina og Jacob har ambitioner om med respekt for stedets historie at skabe mere liv på Herregården Hindsels og med tiden åbne dørene for flere oplevelser. Den anden weekend i november bliver et af de første skridt, når de inviterer til Jul på Hindsels 2026.
– Hindsels betyder utrolig meget for os, og vi glæder os til at dele stedet med flere. Vi ønsker ikke bare at lave endnu et julemarked. Vi vil gerne skabe en oplevelse, hvor stedet, historien, menneskene bag produkterne og den særlige stemning her ved Limfjorden bliver en del af julen, fortæller Katharina og Jacob.
Noget særligt at gå på opdagelse
Til Jul på Hindsels kan gæsterne gå på opdagelse blandt et varieret udvalg af kunsthåndværk, strik, lokale produkter og gode ting til julen.
Der bliver også mulighed for at opleve udvalgte fødevarer og smagsoplevelser og måske finde noget godt til julebordet.
Fælles for stadeholderne er passionen for deres fag, hvad enten det handler om håndlavet kunsthåndværk, egne produkter, lokale råvarer eller smagsoplevelser med en særlig fortælling.
Det handler ikke om at skabe det største julemarked. Tværtimod.
– Vi har været optagede af at skabe en god blanding og en oplevelse, hvor der er noget forskelligt at gå på opdagelse i. Vi håber, at gæsterne har lyst til at kigge forbi, møde menneskene bag produkterne, finde noget særligt til julen og samtidig nyde stemningen på Hindsels, siger Katharina og Jacob.
Nissejagt for de yngste
Der bliver også noget at gå på opdagelse efter for de yngste gæster.
Der gemmer sig nemlig nisser, og børnene kan gå på nissejagt og se, om de kan finde dem alle.
Nissejagten bliver en del af juleoplevelsen og samtidig en hyggelig anledning for familierne til at bevæge sig rundt og opleve Hindsels.
Jul i historiske rammer
En vigtig del af Jul på Hindsels bliver de særlige omgivelser.
Herregården Hindsels ligger smukt ned til Limfjorden, og samspillet mellem de historiske bygninger, naturen og fjorden er med til at give juleoplevelsen sin helt egen stemning.
Udenfor skal lys, juleudsmykning og bål skabe stemning omkring de historiske rammer, mens gæsterne indenfor kan gå på opdagelse blandt de udvalgte stande og møde menneskene bag produkterne.
Og selvfølgelig skal der også være plads til en pause undervejs – med duften af jul, varme æbleskiver og et glas gløgg, mens man nyder omgivelserne og udsigten mod fjorden.
Ambitionen er at skabe en juleweekend, hvor det hele spiller sammen: de historiske omgivelser, naturen, de mange forskellige produkter, smagene og den gode julestemning.
Jul på Hindsels er samtidig et konkret eksempel på, hvordan kulturhistoriske rammer, lokale aktører og nye oplevelser kan skabe aktivitet og trække mennesker til området – også uden for den traditionelle turismesæson.
– Vi har masser af idéer og drømme for Hindsels, men vi tager ét skridt ad gangen. Lige nu glæder vi os først og fremmest til november og til at fylde stedet med mennesker og julestemning. Vi håber, at rigtig mange får lyst til at komme og opleve Jul på Hindsels sammen med os.
Juli på Hindsels 2026:
Hvornår: 14. & 15. november 2026 kl. 10.00-16.00
Hvor: Herregården Hindsels, Hindselsvej 24, 7790 Thyholm
Entre: Voksne: 85 kr, unge 12-18 år: 55 kr, børn 0-11 år: gratis
Oplevelsen: Kunsthåndværk, strik, design, lokale produkter, udvalgte fødevarer og smagsoplevelser, julestemning og nissejagt for børn.
Program og øvrige praktiske oplysninger løbende på Herregården Hindsels' sociale medier.














.jpg)













