Thyholmer løbet blev igen en stor succes
02-08-2013 10:00
Thyholmer løbet blev igen en stor succes
220 friske piger, drenge, kvinder og mænd deltog onsdag d. 31. juli i dette års Thyholmer løb.

Der var planlagt tre ruter på 3,4, 6,2 og 10 kilometer i området omkring Hvidbjerg og der kom mange tilbagemeldinger på, at deltagerne havde nydt den flotte natur og ikke mindst den flotte udsigt rundt omkring på ruterne. Heldigvis var vejret også med løberne i år igen, da kombinationen af sol og blæst gav en passende temperatur til løb eller gang.

Klubben kunne igen i år glæde sig over, at mange familier deltog i løbet. Det er dejligt at se når ældre og yngre bruger turen som en familie oplevelse. Desuden var der også stor deltagelse fra vores 2 nabo løbeklubber, Ak Kilen & Bremdal hvilket også giver et kanon sammenhold klubberne imellem. Bremdal løb vandt dog også helt suverænt Pokalen for største forhåndstilmeldte hold med ikke færre end 55 deltager, virkeligt flot af dem at kunne samle så mange i ferien.

Turen fik i år også et International islet, da der ud over de mange danske deltagere også var deltagere fra bl.a. Tyskland og Holland. De tog sig faktisk af 2. og 3. pladsen på 10 km.

Endnu et nyt tiltag, Red Bull var mødt op og i en ”lille” lækker bil med iskoldt energi drink som de stod klar med til deltagerne når de kom i mål.
Efter løbet var der sandwich, vand og frugt til alle deltagere, som var sponsoreret af de lokale forretningsdrivende på Thyholm – der var også flotte præmier til de 3 første i hver klasse + at Hvidbjerg Bank havde sponseret præmie til de hurtigste børn. Der var også en række præmier, som var trukket ud på startnumrene, så rigtig mange løbere gik glade hjem med et eller andet ekstra.

Resultater og billeder vil blive tilgængelige på Thyholm løbeklubs hjemmeside. www.thyholmloebeklub.dk

Thyholm løbeklub vil gerne takke alle deltagere og sponsorer for den store opbakning, samt alle hjælpere for en kæmpe indsats i forbindelse med løbet.

Vi glæder os allerede til at se rigtig mange igen næste år.

Med de bedste hilsner
Steen Mogensen
Formand Thyholm løbeklub