"DET ER SIMPELTHEN EN OMMER"
26-09-2017 20:00

"DET ER SIMPELTHEN EN OMMER"

Genudbuddet af togdriften i Midt- og Vestjylland lægger op til at forringe den sammenhængende togtrafik gennem Struer og dermed mobiliteten for rigtig mange borgere i Nordvestjylland.

Struer Kommune arbejder derfor hårdt for at få rettet misforståelsen og påvirke udbuddets endelige udfald. 

Struer Kommune har i dag torsdag sendt et brev stilet til transportminister Ole Birk Olesen og Folketingets trafikudvalg samt medlemmer af Folketinget valgt i Vestjyllands Storkreds.

Men hvor er de lokale politikere, der er valgt i Vestjylland? Her tænkes på motorvejspolitiker Thomas Danielsen (V) og Anette Lind(A).

Anledningen er den politiske aftale om genudbud af den midt- og vestjyske togtrafik, som i sin nuværende form kommer til at forringe mobiliteten og dermed trygheden i hele Nordvestjylland, når den efter planen skal træde i kraft i december 2020.

”Da jeg så aftalen, blev jeg ærligt talt dybt forbløffet. Den betyder, at Struer bliver koblet af som knudepunkt. Dermed mister borgerne trygheden i at have en sammenhængende og stabil togtrafik til f.eks. det nye supersygehus i Gødstrup. Det er helt uacceptabelt, og derfor arbejder vi hårdt på at få korrigeret denne misforståelse i planen, så Struer kan bevare sin livsnødvendige rolle som hovedstad for de midt- og vestjyske jernbaner. Det er simpelthen en ommer,” siger borgmester Mads Jakobsen, der er underskriver på brevet på vegne af det samlede byråd.

Går ud over lokalsamfund og Thybanen
I aftalen om udbuddet, der skal træde i kraft til december 2020, er der lagt op til, at togforbindelserne mellem Aarhus og Herning bliver forlænget til det nye supersygehus ved Gødstrup, som får et selvstændigt stoppested, og videre til Holstebro, der får status som endestation. Trods den nuværende placering som knudepunkt for rejsende fra Aarhus og Langå samt Aarhus-Herning-Holstebro og Thybanen, er Struer kun skitseret i udbuddet som endestation, hvis vinderen af udbuddet selv ønsker at betjene det resterende stykke til Struer via Hjerm.

”Hvis den nuværende plan bliver en realitet, er det en klar serviceforringelse. Og forringelsen vil især gå ud over lokalsamfund som f.eks. Hjerm og Thyholm, som får forringet deres muligheder for offentlig transport – det er klart også uacceptabelt,” siger Mads Jakobsen.

Borgmesteren er desuden kritisk overfor, at sådan som den politiske aftale er skruet sammen, bliver drømmen om en ringbane fra Aarhus over Herning til Struer og videre tilbage til Aarhus over Viborg skudt ned. Dermed er der også borgere i Skive Kommune, der mister den lettilgængelige og overskuelige adgang til det nye store, specialiserede sygehus i Gødstrup.

I tråd med udflytning af statslige arbejdspladser
Ud over mobiliteten og trygheden har jernbanen i Struer en række vigtige faciliteter for togoperatøren, f.eks. service- og rengøringsfunktioner, og ikke mindst en stor økonomisk betydning for byen og kommunen med omkring 200 medarbejdere tilknyttet jernbanen.

”Det vil være en meget uheldig udvikling for Struer og hele kommunen, hvis planen bliver gennemført i sin nuværende form. Det bør være et krav til en ny operatør, at hovedkvarteret skal ligge i Midt- og Vestjyllands jernbanehovedstad, Struer, perfekt placeret i forhold til det udbudte net. Det ville i øvrigt også ligge fint i tråd med de aktuelle planer om at udflytning af statslige arbejdspladser, og ville i det mindste fastholde de jobs, vi har nu, og sandsynligvis også lægge nogle flere til,” slutter Mads Jakobsen.

Det er nu slaget skal stå, for får udbuddet lov at stå ved magt, så vil det være for sent bagefter.

Vi må op på stolene og råbe op.