5 tip til parforholdet ​når du bygger nyt
08-02-2020 12:00

KOM GODT HJEM:
5 tip til parforholdet
når du bygger nyt

Især unge familier med mindre børn og mange forpligtelser ved siden af et stort husprojekt, kan få problemer, siger ekspert

Det kan være en stor opgave at ombygge et håndværkertilbud eller bygge noget helt nyt – også for parforholdet.

Selve huset og økonomien fylder ofte rigtig meget, men den vigtigste lim i istandsættelsen, nemlig parforholdet, kan hurtigt slippe grebet, fortæller parterapeut Martin Østergaard til Videncentret Bolius, der hjælper par, når forholdet knager under store husprojekter.

”Det er typisk et til to år inde i forløbet, at parproblemerne bliver så store, at hele familiens plan og eksistensgrundlag kommer i fare, ” siger Martin Østergaard til Bolius:

”Det er især unge familier med mindre børn, hvor de har mange forpligtelser ved siden af et stort husprojekt, der får problemer, ” forklarer han.

Ejendomsmæglerkæden Home hjælper hvert år tusindvis af håbefulde huskøbere med store planer. Det er mere end bare et sted at bo, de fleste søger.

”Vores hjem betyder mere end nogensinde. Derfor lægger vi megen energi og rigtig mange penge i boligen. For unge par kommer det på et tidspunkt, hvor de gør karriere, og der kommer børn til, og det slider det hele – allerede boligjagten og inden flytningen kan det føles lidt hårdt, ” konstaterer Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.

Home oplever også, at der er visse forskelle på mænd og kvinder, når de søger bolig.

”Groft sagt oplever vi, at kvinderne har mere fokus på, om det føles rigtigt og det kan blive et rart sted at være, mens mange mænd i højere grad tænker på pris, praktik og det byggetekniske. Vi ved også, hvem der typisk har det sidste ord, hvis der ikke er helt enighed, ” siger Michael Dalsager.

Home har tidligere spurgt sine ejendomsmæglere om emnet. 56 procent af ejendomsmæglerne siger, at det er kvinden i familien, der oftest har det endelige ord. 34 procent mener, at begge køn har lige meget at sige, mens kun 10 procent peger på manden. Det vil altså sige, at kvinderne har et afgørende ord i hele 90 procent af boligkøbene.

FAKTA: Parterapeut Martin Østergaard
giver fem tips til at stå sammen igennem byggeriet:

  • Justér planen: Mange lægger en projektplan, men husk at justere den undervejs.
  • Forvent flere skænderier: Et stort husprojekt giver et forhøjet konfliktniveau. Undgå ikke konflikterne; træk i stedet vejret, og sænk skuldrene.
  • Drop tidsoptimismen: Det tager ofte længere tid, end I lige tror, at sætte et hus i stand. Og der skal også være plads til, at man har et liv undervejs. Både sammen som par og hver for sig.
  • Vær stolte af jer selv: Alle synes, I er seje, fordi I har kastet jer ud i et stort projekt for at skabe et flot hjem. Husk også at klappe jer selv på skulderen, og bebrejd ikke hele tiden jer selv, at I ikke nåede en opgave til den planlagte tid.
  • Stop op og tal sammen: Går det galt med parforholdet undervejs i projektet, så stop op, og find ud af, hvorfor I har sammenstød. Tal sammen, søg eventuelt hjælp i litteraturen, hos venner eller professionelle.

Kilde: Videncenter Bolius