Boligrenterne fortsætter med at falde
23-04-2020 12:00

Boligrenterne fortsætter
med at falde

Den seneste tids rentefald giver lidt medvind til boligmarkedet. 90.000 kr. besparelse på et lån på 1 mio. kr., viser beregning

Rentechokket tilbage i marts måned pga. corona-krisen fortsætter med at aftage i styrke.

Det 30-årige afdragsfrie 1,5 %-lån er lukket for tilbudsgivning. Det betyder, at et fastforrentet 1 %-lån nu er det toneangivende lån på lånehylden - både med og uden afdrag, oplyser Realkredit Danmark.

Da realkreditrenterne nåede sit højeste niveau tilbage omkring den 20. marts, var de oppe på 2 % i nogle dage for et fastforrentet lån. Det er historisk set også en meget lav rente, men renten er altså faldet igen.

”De faldende renter er en håndsrækning til dem, der i den kommende tid planlægger at hjemtage et realkreditlån,” siger cheføkonom i Realkredit Danmark, Christian Hilligsøe Heinig.

Ifølge ejendomsmæglerkæden Home er de faldende renter godt nyt for bolighandlen i de kommende måneder.
”Maj og juni er boligmarkedets absolutte højsæson og den lave rente og den genoprettede stabilitet omkring renten kan medvirke til, at endnu flere sælgere og købere mødes i en handel efter en del usikkerhed den seneste tid,” siger Henrik Hauthorn Jensen, der er boligmarkedsanalytiker.
Home understreger dog, at der har været handlet flere boliger, end man måske lige skulle tro. Især overgår sommerhusmarkedet alle forventninger. Også hussalget er godt med, mens lejlighedsmarkedet halter noget mere efter.

Rentefaldene den seneste måneds tid betyder ifølge Realkredit Danmarks beregninger, at den månedlige ydelse efter skat på et fastforrentet lån med afdrag er faldet med 130 kroner for et lån på 1 mio. kroner, og samtidig er ens månedlige afdragsbetaling vokset med omtrent 415 kroner. Ser man på den samlede ydelse efter skat over 30 år, sparer man sammenlignet med rentetoppen i marts 90.000 kroner på et lån på 1 mio. kroner.