Stabil udvikling og fortsat kundetilgang i Hvidbjerg Bank A/S
10-11-2022 23:00


Stabil udvikling og fortsat kundetilgang i Hvidbjerg Bank

Hvidbjerg Bank har i de første 9 måneder af 2022 opnået et overskud før skat på 24,6 mio. kr. Det er en fremgang på 3,1 mio. kr. i forhold til sidste år og forrenter samtidig primo egenkapitalen med 15 %.

Banken anser resultatet for tilfredsstillende.

Toplinjen, som består af netto rente- og gebyrindtægter stiger med 18 %. Der har i årets første 9 måneder været et fortsat stigende antal nye kunder kombineret med god aktivitet ved eksisterende
kunder.

Omkostningerne i form af lønninger og administration er stigende med 15 %, og kan tilskrives en fortsat udvikling af banken med nye medarbejdere/kompetencer samt nye IT-løsninger, der skal sikre gode digitale kundeoplevelser, og at banken overholder de fortsat stigende lovkrav.

Basisindtjeningen udgør 22,7 mio. kr., og stiger med 28 % på baggrund af den øgede toplinje, hvilket understreger en stabil positiv udvikling indenfor bankens kerneaktiviteter.

Kursreguleringerne på 3,5 mio. kr. fremkommer primært fra kursgevinster på sektoraktier, men også ved, at banken i 2021 har minimeret sin obligationsbeholdning og dermed undgået de kurstab, som stigende renter har medført.

Hvidbjerg Bank har i de første 9 måneder af 2022 haft nedskriv-ninger på 1,5 mio. kr. mod -0,3 mio. kr. sidste år. Banken har fortsat lave nedskrivninger, men har, i lighed med 31/12 2021, hensat 10,3 mio. kr. i ledelsesmæssigt skøn til nedskrivningerne til imødegåelse af fremtidige tab. Banken har fortsat kun oplevet begrænsede udfordringer for bankens kunder, som følge af coronapandemien. Derfor er størstedelen af det ledelsesmæssige skøn nu relateret til Ruslands invasion af Ukraine og den stigende inflation, hvor stigninger i energi- og fødevarepriser, presser økonomien hos husholdninger og virksomheder der er energitunge.

Bankens udlån er det sidste år stort set uændret med 892 mio. kr., men er i 2022 steget med 26 mio. kr. Bankens kunder har udnyttet konverteringsmuligheden til at indfri eller nedbringe banklån, men med baggrund i fortsat kundetilgang og øget aktivitetsniveau for eksisterende kunder, har banken bibeholdt udlånet. Indlånet er steget med 103 mio. kr. og udgør nu 1.144 mio. kr.

Kapitalprocenten udgør 17,9 % mod 16,8 % sidste år.

Bankdirektør Jens Odgaard udtaler: "Hvidbjerg Bank vokser og er tilfreds med en stabil økonomisk udvikling og fortsat kundetilgang, så banken nu har over 13.000 kunder. Banken har lige deltaget i en kundetilfredshedsanalyse med et flot resultat.
Kundetilfredshedsundersøgelsen og kundetilgangen understøtter måden banken arbejder på, hvor det er naturligt at deltage aktivt i den lokale udvikling, ligesom det er en selvfølge for banken at tilbyde nærværende rådgivning ved egen kunderådgiver.
For mange af bankens aktionærer og kunder er det samtidig vigtigt, at have en selvstændig lokalbank, som er solidt forankret i Nordvest- og Midtjylland.

Jeg er stolt over bankens mange gode ambassadører og engagerede medarbejdere, som hele tiden er med til at gøre banken endnu bedre."